Lene var bz’er i Berlin efter murens fald:
Byen sælger sig på multikultur, men tilintetgør fristeder
Lene Tymoshenko omkring 1991. Foto: Marko Krojac.
»Som 22-årig sommeren 1991 tog jeg toget alene fra Københavns Hovedbanegård til Berlin – fast besluttet på at komme i kontakt med det østberlinske bz-miljø,« skriver den tidligere bz’er Lene Tymoshenko. Det lykkedes. 25 år senere bor hun stadig i byen og giver her et førstehåndsindblik i bz-miljøets udvikling siden murens fald og den stadig mere aggressive gentrificering.
AF Lene Tymoshenko
Berlin har en lang bz-historie, der på forskellig vis har været med til at sætte sit særpræg på byen og til dels er formet af Berlins helt specielle fortid som centrum for den kolde krig og af Muren.
Jeg selv stiftede bekendtskab med miljøet, da jeg som 22-årig sommeren 1991 tog toget alene fra Københavns Hovedbanegård til Berlin, fast besluttet på at komme i kontakt med det østberlinske bz-miljø, som var opstået kort efter murens fald, og som man var begyndt at tale om i Ungeren (Ungdomshuset på Jagtvej 69).
Man skal tænke på, at det var en tid langt inden, der var noget der hed internet og mobiltelefoner.
Der var ikke så mange muligheder for kommunikation, som der er i dag. Derfor anede jeg ikke, hvor jeg skulle gå hen for at lære de nye bz-ere at kende.
I første omgang sov jeg på loftet i et stort punker-kollektiv i Kreuzberg i Vestberlin, men et par tilfældige møder gjorde, at jeg omkring en uge senere flyttede ind i XB-Liebig kollektivet i det bz’atte hus i Liebigstrasse nr. 34 i den østberlinske bydel Friedrichshain.
Foto: Marko Krojac.
130 besatte huse i øst
Efter murens fald i sommeren 1990 var der blevet bz’at omkring 130 huse i Østberlin. Cirka 60 af dem lå i Friedrichshain.
Der havde dog været en voldsom rydning af 12 huse i Mainzer Strasse i november 1990, men der var stadig knapt 50 bz’atte huse tilbage alene i Friedrichshain den første sommer, jeg tilbragte i bydelen.
Østberlin så fuldstændig anderledes ud dengang. Alle husene var i forskellige nuancer af gråt med afskallede facader, der ofte var oversået med store skudhuller – en souvenir fra dengang, »Den Røde Hær« kæmpede sig igennem Berlin for at befri verden for Nazisternes terrorregime.
Som en surrealistisk filmkulisse
Der var fyldt med byggetomter og nedlagte forfaldne industriområder. Gaderne lå øde hen.
Der var næsten ingen butikker, men flere steder vidnede facadernes halvt udviskede svungne skrifter så som »mælk,smør og æg« eller »kul og koks« om, at der havde været væsentlig mere handel i bydelen engang i en fjern fortid.
På mange måder var det som at gå rundt i en surrealistisk filmkulisse.
Og så var der de mange bz´atte huse, der lå som farvestrålende oaser midt i det grå og øde Østberlin. Det føltes helt vildt at bo i en bydel med over 40 bz’atte huse inden for en radius af ca. 20 minutters gang.
Det var et meget kreativt miljø. Der var masser af folkekøkkener, bz-værtshuse, fester og teateropførelser med mange muligheder for at virkeliggøre spontane kreative aktioner, og det var spændende og lærerigt at bo sammen med så mange mennesker.
Foto: Marko Krojac.
Det var folk fra DDR, Vesttyskland, og mange andre lande i og uden for Europa, der var taget til det tidligere Østberlin for at være en del af den opblomstrende Bz´bevægelse.
Her hørte jeg hjemme
Jeg endte med at blive der i 6 uger.
Jeg tog tilbage til København beriget med en masse nye venner og oplevelser og med visheden om at have fundet det sted, jeg hørte hjemme.
Otte måneder senere, i foråret 1992, opsagde jeg min etværelses i Nordvest og forærede de fleste af mine ejendele væk for at tage toget tilbage til Berlin og fællesskabet i det østberlinske bz-miljø.
Det var starten på nogle spændende og meget lærerige år, jeg på ingen måde ville have været foruden.
Rydningsbølge tog flere måneder
I 1996 fik Berlin en ny Innensenator, den tidligere general og CDU-politiker, Jörg Schönbohm.
Han satte gang i en stor rydningsbølge, der kom fuldstændig bag på bz’erne, der på det tidspunkt havde haft husene i seks år.
Efter »Berliner Linien« (en særlig forordning vedrørende bz’atte huse) var det nemlig sådan, at et hus, der havde været bz’at i mere end et år kun kunne ryddes, hvis ejeren gik til retten og søgte om rydning og kunne bevise, at han umiddelbart efter rydningen ville påbegynde renovering af huset.
Derfor følte bz’erne sig helt trygge i deres huse indtil den tidlige forårsmorgen i 1996, hvor beboerne i Palisadenstrasse 49 blev vækket af politet, der havde stormet huset og befalede dem at forlade deres hjem, hvorefter et håndværkersjak smed alle deres møbler og andre ejendele ud af vinduerne og efterfølgende begyndte at demolere huset for at gøre det ubeboeligt.
Det var starten på en rydningsbølge, der stod på i månedsvis, hvor der ofte var flere rydninger om ugen.
Alt i alt blev der ryddet omkring 20 huse.
ID-kontrol og chikane
Rydningerne foregik altid tidligt om morgenen og uden varsel. Panserne spærrede gaderne med flere hundrede mand, trængte ind i husene, anholdt beboerne, hvorefter håndværkere smed folks ejendele ud af vinduerne og gjorde husene ubeboelige.
De heldige fik et par dage efter lov til at gå hen til det affaldsbjerg, der indeholdt deres ejendele, og fiske et par ting ud.
Rydningsbølgen kom som et chok for bz´bevægelsen, og det store politiopbud gjorde os magtesløse.
Efter en rydning demonstrerede panserne altid deres magt med massive politiopbud, der belejrede området i flere uger med konstant kontrol af ID og andre former for chikane.
Ny generation af bz’ere har taget over
Nu, 24 år senere, bor jeg stadig her i Friedrichshain i mit gamle kvarter.
Jeg har dog ikke boet i bz-kollektiv de sidste mange år. Der er sket meget siden. Blandt andet mødet med en ukrainsk mand – men det er en helt anden historie.
Jeg føler mig stadig meget forbundet med bz´miljøet og den berlinske undergrund, og det glæder mit hjerte, at mit gamle bz-kollektiv i dag sprudler af en ny ung generation, der har taget over. Det er endda blevet et queer-feminist-kollektiv. De er sgu seje de unge mennesker.
Gentrificering tilintetgør fristeder
Men heller ikke de nuværende aktivister er blevet skånet for knubs og skrammer fra den såkaldte ordensmagts side.
For eksempel kan nævnes den ulovlige rydning af husprojektet i Liebigstrasse 14 i 2011, og den politirepression og chikane der har været i Rigaerstrasse i de sidste mange måneder, efter at politiet har erklæret gaden for såkaldt »farezone«.
De sidste år har gentrificering gjort sit forstærkede indtog i Berlin.
Samtidig med at Berlin bliver branded på multikulti- og alternativkultur fører bystyret en mere end uansvarlig, samvittighedsløs og nyliberalistisk boligpolitik, hvor stadig flere frirum bliver tilintetgjort.
Spekulanter fortrænger beboere til Berlins randområder
Og de mennesker, der i årtier har været med til at sætte deres præg på eksempelvis Kreuzberg og Friedrichshain, og som levende multikulturelle bydele med en masse alternativ kultur og stort sammenhold, bliver i stigende grad fortrængt fra de bydelene til mindre og dyrere lejligheder i Berlins randområder, hvilket for mange betyder, at de mister deres sociale netværk.
Alt sammen for at gøre plads til spekulanternes griske pengeleg.
Folk med lav indkomst bliver fortrængt på de forskelligste måder. Spekulanterne er fantasifulde, og fra politikernes side har det åbenbart ikke den højeste prioritet at sætte en stopper for deres ofte ulovlige metoder.
Det er helt åbenlyst, at politikerne forsøger at udskifte de besværlige, rebelske borgere med lav indkomst med »pæne« borgere med pengepungen i orden.
Men Berlin ville ikke være Berlin, hvis ikke der opstod bevægelser og netværk, der forsøger at modvirke de forskellige fortrængelsesprocesser.
Sociale bevægelser opstår som modreaktion
Bevægelser som »Zwangsräumungen Verhindern,« hvor folk laver siddeblokader for at forhindre, at fogeden sætter folk ud, »Kotti und co,« der kæmper imod huslejeforhøjelser eller »Bizim Bakkal,« der startede en massebevægelse i forsøget på at forhindre, at en lokal grønthandler blev sagt op efter 28 år, da en boligspekulant havde købt huset.
Eller det netværk mellem kollektiverne i de tidligere bz’atte huse og deres naboer i Friedrichshain, der er opstået på grund af den stærke repression, kontrol og chikane fra politiets side de sidste måneder.
Men alt det er en lang og indviklet historie som ville sprænge rammen for denne artikel.
Jeg vil i stedet give en oversigt over den berlinske bz-bevægelseses historie.
Berlin på vrangen
Berlins fortid er fyldt med forfærdelige historie om rædsomme begivenheder.
Samtidig er Berlins historie også præget at modstand imod undertrykkelse, af oprør og solidaritet.
Berlin har med sin centrale placering i Europa i århundreder været præget af migration.
Det var mennesker, der flygtede på grund af politiske, etnisk eller religiøs forfølgelse, eller i forsøget på at slippe væk fra fattigdom eller andre former for undertrykkelse.
I århundreder er mange mennesker søgt til Berlin i håbet om at kunne skabe en bedre tilværelse for deres familier og dem selv.
Som dansk guide i Berlin med mit eget lille one-women guide firma ”Berlin på Vrangen” ser jeg det som min opgave at formidle disse historier:
historier om mennesker der gennem de sidste århundreder er migreret til Berlin på flugt fra religiøs undertrykkelse
historier om jøder, der overlevede nazisterne ved at gå under jorden i Berlin
historier om mennesker, der flygtede fra overvågning og undertrykkelse i DDR
Bz´bevægelsens historie, som jeg selv har været en del af
historier om migration og Berlin som multikulturel storby
eller andre berlinske historier om helt almindelige ualmindelige mennesker, der kæmper for et selvbestemt liv.
Lene Tymoshenko årgang 1969,
bosat i bydelen Friedrichshain i det tidlige Østberlin siden 1992,
guide i one-women firmaet
»Berlin på Vrangen«.
Bragt på Modkraft den 19. maj 2016