Læs her korte uddrag fra bogen

”Der er en optimistisk, ja nogen gange helt euforisk følelse af, at alt er muligt, da jeg lærer det østberlinske Bz’miljø at kende i sommeren 1991. På mange måder er det som en stor farvestrålende legeplads. Man kan bo gratis i store skøre kollektiver og leve billigt, og man skal bare gå ud på gaden, så kan man klunse de skønneste gamle møbler og andre brugsgenstande, da østberlinerne har travlt med at skifte deres gamle ting ud med vestprodukter. Derfor opstår der hele tiden nye bjerge af storskrald på de ellers tomme brostensbelagte lange gader, og de få biler, der er i bydelen, må køre slalom imellem dem. Vi bruger skraldebjergene til at klatre rundt på og finder skatte til vores kollektiver”.

”Der er hele tiden nye bz’værtshuse, folkekøkkener, koncerter, teaterforestillinger, kunstudstillinger, vægmalerier og fester. Alt sammen improviseret og spontant.  Alle, der har lyst, er aktivt medvirkende til at skabe vores egen levende sprudlende, ikke kommercielle kultur. Vi er alle værtshusholdere, kokke, skuespillere, håndværkere, kunstnere, musikere og udendørs biograf arrangører. Alle er velkomne til at deltage, virkeliggøre de ideer, de har, og frydes over andres indfald”.

”Det var ad den vej, Den Røde Hær i anden verdenskrigs afgørende slutfase trængte fra Polen ind gennem Brandenburg for til sidst at erobre Berlin. Som i resten af Østberlin er krigens spor stadig tydelige i Friedrichshain. Byggetomter og ruiner viser i al sin tydelighed, hvor bomberne har ramt, og overalt på husenes facader, ja selv inde i baggårdene, vidner store skudhuller i husvæggene om den nærkamp, der fandt sted dengang”.

”Det er især i de østberlinske bydele, Friedrichshain, Mitte og Prenzlauerberg, der bliver bz’at huse i flæng. Det er som en stor oase, som et kæmpemæssigt Christiania. Samtidig befinder man sig midt i en grå, forfalden, meget tom bydel, med skræmmende mennesketomme gader, midt i højrisikozonen, hvor de mange nazibander, fordrukne og heilende, driver klapjagt på udlændinge, bøsser, venstreorienterede og alternative unge. Vi bz’ere gælder som en af deres erklærede hovedfjender”.

”I det år blev flere bz’atte huse, med jævne mellemrum udsat for natlige angreb fra berusede nazibander på op mod et hundrede personer. Fulde og høje af speed og adrenalin marcherede de hen mod de bz’atte huse, bevæbnede med sten, flasker, baseballkøller, jernstænger og molotovcocktails, mens deres hadske brovtende sang og ”sieg heil” råb gav genlyd i de nattomme gader”.

”Vi bz’ettere har to klare fjender: nazisterne og politiet. Vi er under konstant overvågning af panserne, der patruljerer i området med deres store tilgitrede mandskabsvogne. Døgnet rundt kører de mindst hver anden time langsomt forbi de bz’atte huse. Man hører på lang afstand den karakteristiske lyd af den tunge dunkende Mercedesmotor i lavt gear. Hvis der er optræk til ballade af den ene eller anden art eller en demonstration et sted i byen fortættes deres patruljeren, så det nogen gange forekommer som om, der drejer en panserbil om hjørnet hver femte minut. Enhver der har boet bz’at i Østberlin i den periode, har lyden af mandskabsvogne i skridttempo så dybt indpræget på rygraden, at man selv i søvne kan genkende den”.

Foto: Marko Krojac.

“Jeg spekulerer på, om de tæpper, han har hængende på væggen, mon stammer fra hans klan. Måske er de vævet i hans klans mønstre, og det eneste han har haft med sig fra hjemegnen på sin færd i det fremmede. Jeg ser for mig, hvordan Kirill sniger sig over den grønne grænse med et sammenrullet tæppe under armen for at komme illegalt ind i Tyskland!!!”

“Kirill begynder ivrigt og vildt gestikulerende at forsøge at oversætte filmen for mig. Efter cirka ti minutter genkender jeg det sprog, der bliver talt i filmen som russisk. Jeg spørger: ”Er det russisk??” Kirill ler: ”Ja, selvfølgelig”. ”Jamen, taler man russisk i dit land, øh i Ukraine???” Mere latter: ”Ja, det gør man da”.

”Jeg ved, hvordan du kan slippe ud herfra, men hvis jeg skal fortælle dig det, koster det en pakke tobak og to appelsiner”.

“Han tog direkte hjem til sin lejlighed i Kreuzigerstrasse. Han var nemlig udmærket klar over, at han på ingen måder havde den mindste mulighed for at få asyl i Tyskland. Flugten fra fattigdom og manglen på fremtidsmuligheder berettiger ikke til lovligt ophold. Kirill vidste, at han nu havde opbrugt sin eneste chance. Skulle han blive snuppet en anden gang, ville han med sikkerhed blive udvist.  Fængselsopholdet havde gjort ham ængstelig og meget forsigtig. Han befandt sig i en yderst presset og belastende livssituation, der bestemt ikke blev lettere af, at der ofte var ballade med panserne i Kreuzigerstrasse. En af de første gange jeg besøgte ham sagde han: ”Nogen gange føler jeg mig mindre værd end det skrald, folk smider ud”.

“Vilkårene i Ukraine blev hele tiden værre. Der var boligmangel, og folk levede tæt sammen. Han havde boet med sine forældre, sin søster, hendes mand og deres søn i en lille treværelses lejlighed på kun fyrre kvadratmeter. Det var det normale i Ukraine. Han havde ikke noget andet valg end at blive, tjene til dagen og vejen så godt som han kunne med længslen siddende dybt i hjertet og håbet om, at alting en dag ville blive bedre”.

“Der bliver solgt stoffer fra flere af lejlighederne. Jeg formoder, det er pot, tjald, speed, ecstasy, lsd-trips og kokain. Det foregår helt åbenlyst. Næsten hver gang, man kommer ind i gården for at gå op i huset, står en større eller mindre gruppe teenagere, der for manges vedkommende ikke ser ud til at være mere end tretten år, og kigger op i luften for: lala, det er da helt tilfældigt, at jeg står her og venter. Når man går gennem gården, spørger en eller anden: ”Hej, ved du hvor man kan købe noget?”. For det meste svarer jeg: ”Aner det ikke, men du er sgu da også lidt for ung til den slags. Skrub hjem og leg”. Det sker også ofte, at der bliver banket på døren til Kirills lejlighed, og der står en eller anden mere eller mindre påvirket person og spørger, om vi sælger. En søndag eftermiddag er vi ude for det hele fire gange, endda af den samme person to af gangene. Det er mest mig, der åbner og siger: ”Vi sælger ingenting, vi ved ikke, hvor man kan købe noget, og vi vil sgu heller ikke vide det”. Men da den samme fyr kommer for anden gang, bliver Kirill så rasende, at han farer ud og råber: ”Hvis du ikke skrider med det samme, får du nogen på hovedet!”, hvortil fyren med ynkelig stemme svarer: ”Jamen, jeg kan ikke finde udgangen”.

Foto: Marko Krojac.

”Mireille eller Mire´, som hun bliver kaldt, kommer fra en lille bjerglandsby i en kanton i Schweiz, hvor man taler rætoromansk, der sammen med tysk, fransk og italiensk er hovedsprogene i Schweiz. Rætoromansk er et gammelt sprog beslægtet med italiensk. Der er kun 35.000, der har sproget som modersmål. Hendes mor driver et alpehotel. Miré havde altid været noget af en vild tøs, der kom på kostskole som trettenårig, fordi hun ikke ville makke ret, og hendes forældre ikke kunne styre hende. Hun flyttede til Berlin som enogtyve årig og har boet i Kreuzberg siden. Hun er kendt overalt i kvarteret. Hun er stadig en vild tøs med hang til sex, drugs og rocken roll”.

”Vi kalder hende ”Chefen”, når vi taler om hende, og det er i både respekt, beundring og irritation”.

”Hendes ekskæreste forsøger at genvinde hende ved at komme med blomster. Selvfølgelig midt i den allerstørste middagstravlhed, hvor hun har mere en rigeligt stress med at lave kaffe og andre drikkevarer, servere mad, indkassere penge fra gæsterne og rydde af bordene. Han kommer forbi med blomster på hendes ugentlige middagsvagt to uger i træk. Første gang bliver hun glad men samtidig irriteret, og anden gang gør det hende vred. ”Nu har idioten ikke fået munden på gled i månedsvis og aldrig haft tid til mig, og så sådan noget midt i arbejdstiden”.

”Miré, der bor i en lejlighed på anden sal over Cafe Eisenwaren, møder i oktober 2002 en amerikansk punkrock-musiker fra Los Angeles ved navn Charly. Han er på europatourné med sit band. De tilbringer en nat sammen og bliver stormende forelskede. Derfor står Charly den 30. december 2002 på et fly til Berlin udstyret med en akustisk guitar og et par kufferter, der hovedsagligt indeholder kassettebånd med hans yndlingsmusik og hvide undertrøjer, såkaldte ”Wife Beaters”, for at flyttede sammen med Miré”.

”Det fungerer udmærket om aftenen, men om dagen kan det godt virke noget mærkeligt, især for de pæne ægtepar fra provinsen, der ofte gæster hostellet. De undrer sig formentlig en del, når de sidder og spiser deres morgenmad i et lokale, der allermest minder om en westernsaloon eller et horehus, specielt hvis en hæs overtatoveret Charly kommer ned, går ind bag bardisken, tager en hel halvanden liters coca-cola for at dulme sine tømmermænd og grinende på drævende amerikansk fortæller om nattens druktur, mens han i store slurke bæller colaen i sig”.

”Hun har en hektisk lille hvid hund med sorte pletter ved navn Marny, sådan en typisk cirkushund. Alle kan se, at den lille hvide hund og Charly minder totalt om hinanden. Hvis de begge havde været hunde, eller begge havde været fyre, havde de ikke kunne udstå hinanden. Men da det nu er sådan, at den ene er en amerikansk mand, og den anden en lille hvid hund med sorte pletter, er de vilde med hinanden”.

”er der et par tyrkiske barbersaloner, hvor kvarterets mænd kommer for at blive klippet, får brændt ørenhår væk og blive barberet på gammeldags maner med skum og knivskarp barberkniv. Særligt inden fredagsbønnen er der run på. I ventetiden drikker de te og sludrer med hinanden. Der er tyrkiske testuer og cafeer, hvor der udelukkende kommer mænd, der drikker te, spiller domino og backgammon, mens en tyrkisk sportskanal kører på fladskærm i baggrunden”.

”er gaderne fyldt med grupper af legende tyrkiske småbørn. På bænkene sidder tyrkiske kvinder i grupper og sludrer med strikke- eller hækletøj i hænderne, og fra de første varme forårsdage til efteråret kommer, bliver der hver weekend grillet i Görlitzer Park. Så er parken fuld af grupper af især tyrkiske familier, der med få meters afstand, har slået sig ned.  Far, mor, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner, børn – altså en helt almindelig tyrkisk familie – med klapstole, et stort tæppe til maden, dampende samovarer, store grill, hvor kebabspyddene lifligt duftende syder, fladbrød, salater, badminton, fodbold. Til sukkerfesten, der markerer afslutningen på ramadan, har alle de tyrkiske forretninger skåle med slik, som de venligt smilende byder på, stående på disken, og børnene løber festklædte rundt på gaden, drengene i hvid skjorte med blå vest og blå butterfly, og pigerne i flæsekjoler med store sløjfer i håret”.

”Detlef, der indtil da altid enten har taget sin kaffe med ud i værkstedet eller er blevet stående i køkkenindgangen og har overbegloet mig, mens han drak den, tager nu sin kop og sætter sig om ved bardisken. Han sætter sig ved siden af Kirill, der sidder vendt mod mig, og overbeglor både mig og Kirill. Hver gang Kirill siger noget til mig, og jeg derfor ser på ham, har jeg Detlefs vredt stirrende blik i ansigtet. Det er temmelig ubehageligt. Efter noget tid går han ud i sit værksted. Det er Nadine, der arbejder den dag. Vi kigger på hinanden og ryster på hovedet. Kirill har ikke lagt mærke til noget, men bare undret sig over, hvem det var, og hvorfor han præsenterede sig for ham”.

”Vi sludrer videre og drikker et par øl mere. Det er hyggeligt og skønt at sidde der og flirte og mærke, hvordan han ser på mine bryster. Han taler underholdende og humoristisk, og vi er total på bølgelængde også hvad humor angår. Da jeg på et tidspunkt skal på toilettet, sender jeg ham et frækt blik, idet jeg slentrer forbi ham med en sensuel vuggende gang på vej ud på toilettet. Han siger: ”Ja, du er godt nok frodig!” Det giver en skøn fornemmelse i kroppen at vide, at han bestemt drejer hovedet for at følge min vuggende røv med øjnene. Det inspirerer mine hofter til et lille ekstra vip”.

”Når nu din kæreste er så jaloux, så må du hellere passe lidt på, for ifølge statistikerne så er mænd ikke særlig gode til at skjule, hvis de er utro, og kvinder er gode til at finde spor, og der ligger bestemt lange røde hår overalt i sengen”. ”Du har ret. Jeg tror, jeg smider sengetøjet og dit håndklæde i vaskemaskinen med det samme”, så længe før jeg er ude af døren, er han gået i gang med at slette sporende efter mig”. 

”Jeg går over gaden og tager en dyb indånding, mens jeg går de fem skridt op ad trappen til det lille vindfang. I min fantasi ligger formiddagsbladenes fotografer på lur i buskende, og jeg ser morgendagens spisesedler for mig: ”Denne kvinde går i swingerklub!!!” Jeg ringer på døren. Et øjeblik efter bliver en lille lem i døren åbnet, og et mandeansigt kommer til syne: ”God aften”. Døren bliver åbnet og en høj slank mand iført boksershorts og sort netundertrøje siger smilende: ”Kom indenfor”. Jeg træder ind i en lille forhal, der samtidig er garderobe. Der er rækkevis af små skabe som i omklædningsrummet i et fitnesscenter. Jeg får udleveret nøglen til et af skabene og begynder at klæde mig af”.

”I løbet af få minutter er der fem eller seks mænd i rummet med mig som eneste kvinde. Jeg har hænder overalt på mig og munde der slikker og sutter på mine bryster. De skiftes til at kneppe mig, mens de kommer med opmuntrende tilråb: ”Ja tag hende, knep hende”.  Jeg har pikke overalt, i mig, over mig, en pik i hver hånd som jeg skiftevis begærligt sutter på, mens de hjælper hinanden med at holde mine ben og kneppe mig. Når den ene er færdig, tager den næste over”.

”Først kæler og kysser vi på forsædet, men meget hurtigt finder vi ud af, at vi vil om bag i bilen. Det er jo også mest råt og håndværkerartigt. Axel klemmer sig mellem sæderne, men jeg er alt for tyk til det og må pænt stå ud af vognen og gå ind af sidedøren. Galant åbner han døren: ”Kom indenfor unge dame”.

”Du der, kan du ikke have lidt frækt petting med de to fyre oppe på scenen??” Det kan jeg vel godt. Ham i det syntetiske jakkesæt og den forkrampede unge fyr bliver sendt op til mig. Den polske pornobabe er forsvundet. Det forlyder at hun har menstruation. Jeg sætter mig på knæ og begynder at lyne mændenes bukser ned. ”Stop !!!!”, råber ildslugeren, ”Ikke på mit skind!” Han hopper op på scenen og begynder at rulle det dyreskind sammen, han har haft liggende på scenen til sit show. Derefter kan vi fortsætte: ”Kamera kør,!!” Jeg knæler, lyner mændenes bukser ned og sidder med en slatten pik i hver hånd”.

”Hvad kan jeg gøre for dig? Hvad har du lyst til?” ”Hvad har du lyst til?” svarer han. Det overrasker mig temmelig meget. Jeg har en forestilling om, at jeg skal tilfredsstille kundernes behov, og at de kun tænker på sig selv. Han begynder at slikke mig og kæler for min kusse til jeg kommer. Bagefter knepper han mig, så jeg kommer igen. Han kommer også. Det er rigtig god sex, bedre end meget af den sex jeg har haft ved engangsknald, og jeg får penge for det. Skønt.

I starten troede jeg stadig, at det var et heldigt tilfælde, men nu flere år senere er min erfaring, at langt hovedparten af mine kunder også gerne vil have, at jeg får noget ud af det. Der er endda temmelig mange kunder, for hvem det vigtigste er, at jeg kommer”.